tirsdag den 22. november 2022

En tragedie i Skejby

 Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

DEBAT

Kronik: En juletragedie i Skejby



1/1

23 dec. 2018 kl. 08:30

Louis Bülow, historisk skribent, Aarhus

Vi skruer tid og sted tilbage til et faldefærdigt husmandssted i det lille landbosamfund Skejby Mark ved Aarhus juleaftensdag lørdag den 24. december 1898.

Tilbage til en tidsalder, hvor verden endnu ikke er gået helt af lave. Landets konge Christian 9. har siddet på tronen i 35 år med dronning Louise ved sin side, og dèr bliver han siddende i næsten et årti. Den gamle overklasse af borgerskab, godsejere og storbønder sidder på regeringsmagten et par år endnu og nymodens pjank og påhit som barberblad, støvsuger, hæfteplaster og tepose ligger lidt ude i fremtiden.

Det skal blive den mest ustadige december måned i mands minde med regn, slud- og snebyger, og storm og blæst, der ubarmhjertigt skærer gennem marv og ben. Hvide snefnug falder over land og by og indhyller Skejby Mark i en fløjlskåbe af iskrystaller og nyfalden julesne.

Sammen med deres seks børn lever husmand Lars Henrik Svendsen og Mette under fattige forhold i en ussel rønne i den lille landsbyflække, der helt ind i sjælen er rundet af stovte bønder og missionsfolk med kristenkultur og bibelske traditioner dybt forankret.

Deres dagligdag er en slidsom kamp for bare at overleve, og midt i al elendigheden med fattigdom og social nød bliver familien ramt af en nærmest ufattelig tragedie. I dag bærer en mindesten, præget af ælde og årtiers patina på kirkegården i Skejby, vidnesbyrd om den tragiske fortælling.

Lillejuleaften den 23. december 1898 slider Mette med opsmøgede ærmer og sved på panden bravt med både julesul og hjemmebag ved den gamle jernkakkelovn, og snart breder en liflig duft sig i de små rum. Fra sent aften frem til godt midnat sidder faderen Lars og snitter træfigurer som julegaver til de små.

Den lune stue nærmest summer af glade barnestemmer og fortrolig hyggesnak i en fortættet stemning af uforfalsket juleglæde, mens brændekvaset lystigt knitrer i kakkelovnen. Det skal blive sent den lillejuleaften, inden fem spændte og forventningsfulde børn kan puttes i deres senge.

Allerede ved tretiden om morgenen står begge forældre op for at passe deres dont på store gårde i nærheden - Lars Svendsen som fæstet røgter og Mette som malkepige.

Mens de fem små børn i alderen fra otte måneder til otte år - Oscar Sigfred, Herman, Ellen Pauline, Jensine og Gerda Marie - ligger og sover, gør moderen morgenmaden klar. Hun stiller et knippe vådt poppeltræ til tørre og tænder op i kakkelovnen, så der kan være lunt og godt for børnene at være, når de står op. Ved 4-tiden kan forældrene da endeligt begive sig afsted ...

Da moderen nogle timer senere vender tilbage til husmandsstedet for at få de små poder purret op, finder hun hjemmet fyldt med røg. Børnene ligger stadig i deres senge, stille sovet ind i døden af kulilteforgiftning på grund af en defekt skorsten. Et sjette barn undgår at lide samme skæbne, da han overnatter på sin tjenesteplads i nærheden.

Den samme juleaftensdag i 1898 har den navnkundige redaktør Peter Sabroe julevagten på Demokratens redaktion i Aarhus, hvor han modtager den tragiske melding om, at fem små børn om natten er omkommet på Skejby Mark på grund af kulilteforgiftning.

Med et kald og en mission i godhedens tjeneste rager Peter Sabroe op som en af datidens store humane skikkelser, der ser kampen mod uret og social fattigdom som sin livsopgave. Hans hjerte brænder for at hjælpe forsømte børn og forkuede småkårsfolk ud af nød og elendighed.

Han cykler til Skejby for at se nærmere på de kummerlige forhold for tjenestefolk og landarbejdere, der ligger til grund for julehøjtidens forfærdelige tragedie, og hans artikel bliver slået stort op i Demokraten under overskriften "Børn i Skejby dræbt af Røg".

Historien breder sig nærmest som en løbeild over hele landet, rydder løbesedler og avisforsider og giver anledning til voldsom debat og også vrede i samtiden.

Med sin skarpe pen forstår Peter Sabroe om nogen at vække nationens samvittighed, og han lægger ikke fingrene imellem, når han fortæller børnenes tragiske skæbnehistorie med landets godsejere og storbønder i skurkerollen:

"De sov ind i glad Forventning om den Herlighed, der ventede dem Juleaften ... Medens i disse Dage Tusinder af Mødre er optaget af at pusle og hygge i Hjemmet til Julehøjtiden, maa Røgter Lars Svendsen og Hustru begge gaa fra Hjemmet for at slide de Penge sammen ... det var for at tjene lumpne 25 Øre - kun halvdelen af hvad en Havannacigar koster - at hun i den tidlige Morgen forlod sine fem kære Børn."

Begravelsen finder sted onsdag den 28. december 1898, og flere tusinde arbejdere fra Aarhus med Peter Sabroe i spidsen møder frem ved husmandsstedet på Skejby Mark for at følge børnene til deres sidste hvilested på kirkegården i Skejby.

Foran hjemmet står fem små barnekister sirligt opstillet på rad og række, og arbejdere bærer fire af dem til kirken i Skejby, mens den femte kiste er så lille, at faderen Lars Svendsen selv kan bære den.

Det fortælles, at han bevæget vender sig mod sin kone, Mette, og siger: - Se Mor, de Mennesker føler med os ...

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

"De forbandede år" - en vigtig film

  Scenen er sat med 2. Verdenskrig på Langeland: - Vi må aldrig glemme ondskaben, mener Bodil Jørgensen 1/ Bodil Jørgensen var sammen me...